Rättsfall
| Danmark
| Sø- og Handelsrettens dom af 3. maj 2018 (sag) V-17-17
| 2018-05-03
Sagsøger, Karnov Group Denmark A/S, udbyder informationstjenester til særligt professionelle brugere, herunder den i Danmark førende domssamling ”Ugeskrift for Retsvæsen”, som normalt forkortes ”UfR”. Sagsøgte, J.H. Schultz Information A/S, udbyder ligeledes en række informationstjenester til særligt professionelle brugere, herunder juridiske portaler med domsdatabaser og er dermed konkurrent til Karnov Group. Schultz indsamler selv dommene til domsdatabasen, men bruger betegnelsen ”UfR” til fremsøgning af domme.
Der er i Danmark kutyme for at referere til domme med brug af betegnelsen ”UfR” sammen med det relevante årstal og side samt en angivelse af, hvilken instans der har afsagt dommen, som f.eks. ”UfR 2017.824H”. Schultz brugte UfR som meta-data, således at det i Schultz’ domsdatabase er muligt at finde en bestemt dom ved søgning på UfR-nummeret.
Ud af de 20.000 afgørelser, som er optrykt i Schultz’ domsdatabase, er ca. 3.000 ligeledes optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen. Domstolenes journalnummer anvendes også som metadata, og indtil en afgørelse får et UfR-nummer, anvender Schultz alene domstolenes journalnummer. Der findes tilsvarende afgørelser, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, men ikke i Schultz’ domsdatabase. En given domstolsafgørelse er ikke identisk gengivet i henholdsvis Schultz’ og Ugeskrift for Retsvæsens domssamlinger, da afgørelsen forud for publiceringen gennemgår en vis redaktionel redigering af henholdsvis Schultz’ og Karnov Groups redaktører.
Det var i sagen ubestridt, at ”Ugeskrift for Retsvæsen” og ”UfR” er varemærkeretligt og kendetegnsretligt beskyttet, og at Karnov Group havde rettighederne hertil. Sagen vedrørte herefter særligt spørgsmålet om, hvorvidt Schultz skulle forbydes at gøre brug af UfR-formatet til fremsøgning af domme i databaser tilhørende Schultz.
Karnov Group fik ved Sø- og Handelsretten nedlagt et foreløbigt forbud den 18. december 2015 navnlig med den begrundelse, at det ikke kunne anses at være nødvendigt for Schultz at henvise til UfR-formatet for at angive en egenskab ved selve den afgørelse, som Schultz ønsker at publicere, jf. varemærkelovens § 5, nr. 2, eller at angive anvendelsen heraf på den måde, som dette er anført i varemærkelovens § 5, nr. 3.
Det foreløbige forbud blev imidlertid af ophævet den 7. juli 2016 Østre Landsret, som ikke fandt grundlag for at antage, at Schultz Information benytter Karnovs varemærke ”som led i sin reklamering/kommercielle kommunikation” og dermed gør indgreb i varemærkets funktion, jf. varemærkelovens § 4, stk. 1.
Sø- og Handelsretten fandt følgende:
”Retten finder, at der på ovennævnte baggrund ikke er risiko for, at brugeren opfatter Schultz´ reference til Ugeskrift for Retsvæsen som en angivelse af, at en afgørelse i Schultz´ domssamlinger hidrører fra Ugeskrift for Retsvæsen.
Schultz´ brug af UfR-nummeret fremstår på baggrund af ovenstående momenter herefter ikke som en kommerciel kommunikation, men derimod som en beskrivende information som middel til, at brugeren kan identificere den pågældende afgørelse.
På denne baggrund finder retten, at der ikke ved Schultz´ anførte brug af ”UfR” sker et indgreb i varemærkets funktioner. Schultz krænker således allerede af den grund ikke Karnovs varemærkeret.”
Det fremgår ikke klart af dommen, hvilken regel i varemærkelovens § 4, stk. 1, der anvendes – dvs. om det er reglen om dobbelt identitet i nr. 1 eller reglen om forvekslingsrisiko i nr. 2. Det ville være nærliggende at anvende reglen om dobbelt identitet, da der er tale det identiske mærke (UFR) anvendt for ydelser af samme art (domsamling). Det er fast indarbejdet i EU-Domstolens praksis, at der er en tredje betingelse (ud over de to typer af identitet), der skal være opfyldt, for at der foreligger en krænkelse efter § 4, stk. 1, nr. 1, idet der tillige skal foreligge et indgreb i en af varemærkets funktioner, jf. f.eks. sag C-206/01 (Arsenal). Der er ikke af EU-Domstolen opstillet en eksplicit betingelse om indgreb i varemærkets funktioner ved krænkelse efter § 4, stk. 1, nr. 2.
Retten forholder sig som anført da også til, at der ikke er sket et indgreb i varemærkets funktioner, men dette er ikke som led i konstateringen af, at reglen om dobbelt identitet ikke finder anvendelse, men som støtte for at Schultz’ anvendelse af det beskyttede varemærke UFR ikke er en varemærkeretlig relevant brug – dvs. at Schultz ikke anvender varemærket som forretningskendetegn.
Den varemærkeretlige funktionslære, der er opfundet af EU-Domstolen, er hverken særlig logisk eller speciel nem at finde rundt i, og det er uklart, i hvilke tilfælde funktionslæren har materiel varemærkeretlige betydning ud over som tredje betingelse i reglen om dobbelt identitet. Brugen af funktionslæren til afgrænsning af varemærkeretlig relevant brug kan muligvis finde en vis støtte i C-48/05 (Opel/Autec), præmis 21, men Opel/Autec-sagen bidrager blot yderligere til tvivl om funktionslærens betydning. Senere i de forenede sager C-236/08 - C-238/08 (Google AdWords), præmis 68-69, har EU-Domstolen fastslået, at afgrænsningen af varemærkeretlig relevant brug skal foretages under hensyn til, om det beskyttede varemærke bruges i tredjemands ”egen kommercielle kommunikation”. Der kan argumenteres for, at ”egen kommercielle kommunikation” herefter er det afgørende kriterium for afgrænsning af varemærkeretlig relevant brug fremfor ”indgreb i varemærkets funktioner”.
EU-Domstolen har i tidens løb henvist til varemærkets funktioner i en lang række forskellige sammenhænge tilsyneladende med forskellige formål og i visse tilfælde vist nok udelukkende for at illustrere og beskrive et varemærkeretligt forhold. Under alle omstændigheder er det uhensigtsmæssigt at afgrænse varemærkeretlig relevant brug på baggrund af ”indgreb i varemærkets funktioner”, fordi så ville det være meningsløst at bruge det samme kriterium som en tredje betingelse ved krænkelser efter reglen om dobbelt identitet, idet denne betingelse jo så altid ville være opfyldt.
Man må håbe, at EU-Domstolen med tiden får afklaret funktionslæren: Dagen er aldrig så lang, at aftenen ikke kommer!
